top of page

Nystartet rytter

​

Kære nye forældre.

Har I spørgsmål, er I mere end velkomme til at tage fat i os alle på rideskolen, og vi vil hjælpe jer så godt vi kan. Rideskolen er vores dagligdag, og vi tænker ikke altid over, at I ikke kender til alt på rideskolen. Derfor bare spørg, vi vil så gerne hjælpe, hvor vi kan.

​

Ridetøj:

Alle ryttere skal bære en sikkerhedsgodkendt ridehjelm. I starten kan du låne en hjelm hos os. Derudover skal du have ridestøvler eller gummistøvler på, helst med en lille hæl, så foden ikke sætter sig fast i stigbøjlen. Kondisko og sandaler kan IKKE bruges. Du behøver ikke ridebukser til første time. Gamacher eller joggingbukser er fine til en start. Bare bukserne ikke har dobbelt indvendige sømme, da det kan give nogle ømme inderlår.

​

Hvad forventes af dig?

  • At du møder op i god tid inden ridetimen starter. Du skal ofte selv strigle og sadle hesten op. Sæt god tid af til det. Det giver en bedre ridetime for både dig og hesten.

  • At du efter ridetimen sadler hesten af, strigler og renser hestens hove.

  • At du hænger sadel og hovedtøjet tilbage på den rette plads.

  • At du melder afbud til ridelæreren hvis du er forhindret i at komme.

  • At du har læst staldreglementet inden du starter din første ridetime.
     

Hvilken hest skal jeg ride på?

Din ridelærer fortæller, hvilken pony eller hest du skal ride på, da hun kender alle ponyernes og hestenes temperament. Måske skal du i starten skifte hest eller pony, indtil den rigtige er fundet til dig. Derefter vil det tilstræbes, at du har den samme hest/pony i undervisningstimerne.
 

Hvad er en ridetime?

En ridetime på hold varer 30-60 minutter. Men ikke 30-60 minutter i fuld galop!

Træning og opvarmning af hesten er lige som en gymnastiktime. Hestens krop skal lige i gang og musklerne være varme inden den egentlige træning påbegyndes. Derfor starter alle ridetimer med at varme hesten op i skridt for lange tøjler i cirka 10 minutter. På samme måde skal de sidste 10 minutter af timen bruges på at skridte hesten af for at få pulsen ned.

​

​

​

bottom of page